Efterårsprogram 2020
Hent programmet på DIT bibliotek

Program for efterår 2020

16.09.20
TJEK IND PÅ DIT BIBLIOTEK... Vi overrasker mere, end du tror.

Se  programmet i bladreformat >>

Pludselig blev verden forandret.

Vi fik en hverdag hver for sig, men vi håber, verden om nogen tid er helt som før. Men indtil da har coronaen medført ændringer, også for Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne.

  • Nu skal der nemlig printes billet til ALLE arrangementer, så vi har mulighed for at overholde, det til den tid, tilladte publikumsantal.

  • Der skal som noget nyt også printes billet til GRATIS arrangementer som "Bogcafé" og "Erindringscafé"

Ja, det har været en mærkelig tid, hvor vi gjorde os mange tanker. Kunne vi overhovedet tilbyde et arrangementsprogram, som vi plejer? Men det kan vi heldigvis, og præsentere nu OPLEVELSER FOR ALLE -  store som små.


Som altid prøver vi at tilføre programmet noget nyt, og i år er ingen undtagelse.

  • Alle har brug for en god historie og en frisk gåtur. Nu kombineres begge dele med bibliotekets nye koncept ”Ud at gå med litteratur”.  Vi mødes på Skjern Bibliotek og får dagens novelle læst højt. Herefter bevæger vi os ud på en gåtur ad ”Den Grønne Korridor”, hvor vi to og to samtaler om stort og småt, der relaterer sig til teksten.

Den danske natur er fantastisk, og den er vildere, end du tror. Kom og få en oplevelse når biolog Anders Kofoed kommer forbi med sit foredrag ”Kun en tåbe frygter ikke haven”. Det bliver bizart, underholdende og en anelse uartigt.

Senere får vi besøg af to, der er vilde med ord. De to garvede komikere og bogorme, Mette Frobenius og Thomas Wivel, stiller op med et passioneret forsvar for bøger og læsning. Hver især fortæller de sjovt og indlevende om deres yndlingsforfattere og vigtigheden af at læse. I bogshowet ”Vild med ORD” får du mulighed for at opleve et show, der har et anderledes og humoristisk greb på læseglæde og yndlingsbøger.

Du får også mulighed for at få berørt flere sider af livet, når forfatterne Iben Mondrup, Karsten Skov, Maren Uthaug og Sara Omar kommer på besøg. En perlerække af forfattere der hver især har gjort sig gældende på den litterære scene i 2020. Vi er meget glade og stolte over allerede at kunne præsentere dem i efterårets program.

Det bliver også til et rørende møde med Rosa Kihldal der blev landskendt i DR-programmet ”Den store bagedyst” tilbage i 2017. ”Rosa uden filter” handler om at bevare sindet åbent og holde fast i evnen til at glædes over både store og små ting i hverdagen. Det smitter at være positiv.  Få det bedste ud af livet…er Rosas motto. Kom og hør et foredrag med humor, nærvær og tyngde.

Alt det og meget, meget mere kan du læse videre om her i programmet.

  • Og så er der slet ikke nævnt alle de børnearrangementer bibliotekets allermindste brugere kan glæde sig til. Der venter en bred vifte af sjove og spændende aktiviteter som musikalsk legestue, kreative workshops, koncerter og børneteater. Så hank op i dine børn, børnebørn eller måske oldebørn, og lad fantasien og barnligheden få frit løb. Der er ingen grund til at kede sig.

Sidder du nu med programmet i hånden og tænker: ”Der mangler noget…”, skal du være meget velkommen til at kontakte os, for sammen kan vi måske skabe nye og endnu bedre oplevelser. Vi er som altid åbne for nye tiltag og muligheder for samarbejde, der kan skabe liv i biblioteksrummet. Kun fantasien sætter grænser.

Mød os på DIT bibliotek! Vi er her for dig!

Alice Hedevang Christensen
E-mail: alice.christensen@rksk.dk
Arrangementskoordinator



Se  programmet i bladreformat >>

Download programmet >>