Program for forår 2020

Program for forår 2020

05.12.19
Oplevelser for alle på DIT bibliotek - vi er meget mere, end du tror...

Se  programmet i bladreformat >>

Ja, ikke mange er i tvivl om, at biblioteket stadig – og heldigvis - er bøgernes mekka. Om det så er ved at vende gulnede sider i en tung indbunden bog, eller det er ved at downloade en fil på iPad eller smartphone.

Men det er også i høj grad det levende møde med personer, der har noget på hjerte: Forfattere, samfundsdebattører, livsstilseksperter eller andre kulturpersonligheder. At få historien bag historien. At stille nysgerrige spørgsmål. At kunne blive inspireret. Eller bare at kunne læne sig tilbage og nyde en god fortælling.

Og det bliver der rig mulighed for, når forfatterne Egon Clausen, Karsten Skov, Anna Elisabeth Jessen og Jens Andersen kommer forbi og giver os et indblik i hvilke tanker, der ligger bag deres historier.

I år afprøver vi også et helt nyt koncept, hvor du kan komme til foredrag OG film med den prisbelønnede krigsfotograf Jan Grarup. Foredraget er en tour de force med dybt personlige historier, og efter en kort pause vises dokumentaren Krigsfotografen der følger Jan Grarup i hans private liv og ude i verdens brændpunkter.

Senere kan du blive sund, slank og stærk med TV-kok og journalist Anne Hjernøe. I dette meget personlige og underholdende foredrag fortæller Anne Hjernøe om, hvordan hun selv slap af med de overflødige kilo, der havde sneget sig på efter nogle travle år i madens tjeneste. Her er ingen løftede pegefingre, men plads til alle der drømmer om et sundere og lettere liv.

Overgangsalderen kan være en voldsom indgang til en hel ny periode i livet for mange. Læge Søs Wollesen kommer forbi og fortæller om hormonernes Formel 1 løb, og hvad det kan medføre. Hun giver gode råd til, hvad du selv kan gøre for at styrke din krop og genskabe balancen efter overgangsalderen. Du får masser af grin med på vejen, og vigtigst af alt bliver der rig mulighed for at stille spørgsmål.

Kun en tåbe frygter ikke haven, siger biolog Anders Kofoed, når han fortæller om livet i haven, hvor sex, vold og drab lurer allevegne. Anders Kofoed fortæller om alle de besynderlige ting, der sker ude i din græsplæne. Det bliver bizart, underholdende, en anelse uartigt, og meget, meget naturligt, lover han.

Der er som altid også tænkt på bibliotekets allermindste brugere. Der venter en bred vifte af sjove og spændende aktiviteter som musikalsk legestue, kreative workshops, koncerter og børneteater, hvor de kan møde både Klods-Hans og Mariehønen Evigglad. Så hank op i dine børn, børnebørn eller måske oldebørn, og lad fantasien og barnligheden få frit løb.

Alt det og meget mere kan du læse om her i programmet. 

Sidder DU med en god idé til et arrangement, eller en anden form for aktivitet, er du altid velkommen til at kontakte os, for sammen kan vi måske skabe nye og endnu bedre oplevelser. 

Det kan også være, du bare har brug for et fast sted at mødes med andre, så lån et bibliotek, enten som mødested eller til en eller anden form for kreativitet.

Vi er som altid åbne for nye tiltag og muligheder for samarbejde, der kan skabe liv og masser af aktivitet i biblioteksrummet. Kun fantasien sætter grænser!
 

Se  programmet i bladreformat >>

Alice Hedevang Christensen
E-mail: alice.christensen@rksk.dk
Arrangementskoordinator