De glemte vogtere
De glemte vogtere

De glemte vogtere

05.07.22
Asger elsker at tegne mærkelige væsner, men en dag dukker uhyrerne fra hans tegninger op i virkeligheden, og en mystisk flok børn med vilde kræfter redder ham ud af det blå. Men hvem er de, og hvorfor har Asger så svært ved at huske dem bagefter? For alle over 10 år som kan lide fantasy.

En ny dansk fantasyroman for børn fra ca. 10-11 år og opefter har set dagens lys. Asger er en dreng, der går i 6. klasse, som føler sig ensom og forkert, og som har travle forældre, der er meget optagede af deres arbejde. Asgers største fornøjelse er at tegne. Det er, som om blyanten af sig selv tegner mærkelige og uhyggelige væsner, når han sætter sig ved tegnebordet.

På mærkelig vis bliver disse væsner undertiden til virkelighed, som kun Asger kan se. Han bliver endnu mere forundret, da han møder de 4 børn - Shun, Luke, Olly og Miu. Hvem er de? Hvordan kan det være, han kan se dem? Hvordan lykkes det børnene at redde Asger fra et af de uhyggelige væsner? Hvad er deres mission? Hvordan kan det være, han bagefter har svært ved at huske dem?

Spørgsmålene er mange. Asger får på forunderlig vis lov til at få en uges prøvetid i gruppen, hvor han bliver udsat for mange fantasifulde og uforklarlige oplevelser. Udgangspunktet er Arkivet, men hvad er Arkivet, og hvad er dets funktion?

Læs bogen og få svar på alle disse spørgsmål og få samtidig en hjertevarm roman om børnenes indbyrdes relationer og venskab.

Det er Andreas Boeskovs debutroman. Bogen er skrevet i et velfortalt sprog. Der er ingen illustrationer til at bryde teksten, så børnene skal være habile læsere for at kunne læse den. Den spændende handling giver en rigtig god læseoplevelse, og forhåbentlig kommer der flere bind i serien.

Andreas Boeskov: De glemte vogtere. Gyldendal, 2022.

Anbefalet af Karin Kinch
Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne.

Materialer