En vampyr på YouTube
En vampyr på YouTube

En vampyr på YouTube

22.04.22
Vampyren mr. Vam er godt øm i kroppen og sulten da han vågner i sin kiste i sit gravkammer på kirkegården. Stor er hans forundring, da det går op for ham, at han har sovet i 300 år. Hvordan skal en vampyr kunne klare sig i en helt ny tidsalder? For 9-12-årige.

Mr. Vam vågner i sin kiste i gravkammeret på kirkegården og opdager, at han har sovet i 300 år. Intet ligner det, han kender. Hvordan finder han ud af kirkegården? Hvor er kirkegårdsporten? Hvor er Hubertus den Koldes slot, hvor han plejede at kunne få sin næste dråbe blod, når omegnens damer med deres sarte, hvide halse kom til fest?

På vej ud af kirkegården møder han katten Plaus Pinsky, der egentlig er vagtmand, men drømmer om at blive en berømt filminstruktør. Da Plaus Pinsky opdager, at Mr. Vam er en rigtig vampyr, bliver han fyr og flamme. Hvis han kan få Mr. Vam med i sin film som en rigtig vampyr, vil han blive både berømt og rig. Men hvad er en film? Det ved Mr. Vam heller ikke, og han har heller ikke lyst til at vide det.

Han er sulten og mest optaget af, hvordan han skal få sin næste dråbe blod: Tilmed har han fået løse hugtænder. Hvordan skal han så få stillet sin sult? Da såvel Mr. Vam som Plaus Pinsky kommer til skade og bliver indlagt på hospitalet, opdager Mr. Vam pludselig, at der hænger blodposer i stativer, og at der findes en blodbank...

Den kendte danske forfatter Annette Herzog har skrevet rigtig mange børnebøger både for små og store. Her kommer hun med en sjov og lidt skør historie for de 9-12 årige børn om en vampyr, en kat med et lidt bramfrit sprog og en krage som assistent. Bogen har en flot indbydende forside men ellers ingen illustrationer inde i bogen. Det er en samlet udgave af 3 tidligere udgivne titler om vampyren Mr. Vam, hvoraf de 2 sidste ”Nyt blod til mr. Vam” og ”Nye tænder til mr. Vam”, tidligere kun har været udgivet som e-bog og som lydbog.

Annette Herzog: En vampyr på YouTube. Colibri, 2021.

Anbefalet af Karin Kinch
Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne.

Materialer