Kære Evan Hansen
Kære Evan Hansen

Kære Evan Hansen

14.06.19
Ungdomsbog. Evan Hansen er en ensom fyr med psykiske problemer, der har brug for nogle at spejle sig i. Det får han, da et selvmordsbrev han har skrevet havner i de forkerte hænder og sætter en lavine af begivenheder i gang.

Evan Hansens første dag i det nye skoleår er kaotisk. Han har hverken venner eller selvtillid men masser af psykiske problemer.

Han bliver tilfældigt slået ned af en anden elev, Connor, i skolens kantine. Ligeså tilfældigt er Connor senere på dagen i kopirummet, hvor Evan er ved at printe et brev ud. Brevet starter med ordene ”Kære Evan Hansen”. Hans psykiater har bedt ham om at skrive breve til sig selv, de skal være med til at opbygge hans selvtillid. I kopirummet snupper Connor brevet og tager det med sig. Senere begår Connor selvmord, og da hans familie finder ham med brevet på sig, tror de, at det er Connors selvmordsbrev og at Connor og Evan er bedste venner.

Dette sætter en lavine af begivenheder i gang. For at trøste lader Evan som om, det er rigtigt, at de var venner. Evan lader sig presse til at gå med til mindesammenkomster og med i en kampagne til Connors minde. Han bliver endog kæreste med Connors søster og bliver et viralt hit. Han lader sig føre med, og den ene sindsoprivende episode efter den anden sker.

Man sidder spændt og tænker: hvornår bliver det hele afsløret? Dejlig og spændende roman om ensomhed, sorg og venskaber og om at finde sig selv. For alle unge fra ca. 15 år.

Romanen er udgivet efter Broadway-musicalen ”Dear Evan Hansen”, der har været en kæmpe succes. En film er også på vej.

Val Emmich: Kære Evan Hansen. CarlsenPuls, 2019.

Anmeldt af Marianne Merrild 
Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne

Materialer