Projekt luftballon
Projekt luftballon

Projekt luftballon

15.08.19
Bjørn er 15 år og hans mor er lige død af kræft. Hans bror bor i kælderen og har ikke været ude af den i ca. 20 år. Hans far har en hjerneskade som gør han ikke kan smile. Nu vil Bjørn redde sin mors lig fra at blive brændt, som faren ønsker. fra 13 år - 99 år..

Drengen Bjørn, 15 år gammel, har mistet sin elskede mor Lily. Hun er død af kræft og mod hendes ønske har far Erwin bestemt at hun skal kremeres og urnen sættes ned i de ukendtes grav. For det er det billigste.

Bjørn udtænker en vanvittig plan for at redde sin mors lig fra krematoriet. Planen er helt skør og kræver hjælp fra Bjørns demente morfar på plejehjemmet og fra Bjørns meget ældre storebror. Denne bror har isoleret sig i kælderen, han er genial men kan ikke omgås andre mennesker. Derfor isolationen. Men han kan lave en tegning til en luftballon og fabrikere en forbrænder, der sikrer ballonen kan flyve. Planen er at stjæle rustvognen og sende liget ud på rejse med luftballonen.

Det er en trist og rørende bog, som med humor behandler et svært emne. Bjørn har under moderens sygdomsperiode været omsorgssvigtet, for hans far er ude af stand til at tage sig af nogen eller noget. I hjemmet hersker totalt kaos, der er ingen mad i køleskabet og ingen gør rent eller vasker tøj.

Bogen er tiltænkt unge læsere men voksne kan sagtens læse med.

Jes Buster Madsen: Projekt luftballon. Forlaget Egolibris, 2019.

Anmeldt af Marianne Merrild
Ringkøbing Skjern bibliotekerne

Materialer