Robotten kan skide
Robotten kan skide

Robotten kan skide

23.07.19
Forældreløse Konrad forklæder sig som en robot og bliver en del af familien Verdi. De bliver meget imponeret over at robotten både kan spise og skide. Familiens rigtige søn, Henrik er dog ikke begejstret for en robot-storebror.

Bogen er meget fantasifuld og handler blandt andet om voksne, som foretrækker robotbørn frem for ”rigtige” børn. Kan du sætte dig ind i den ide, kan jeg anbefale bogen, for den er både morsom og alvorlig og handler samtidig om så meget andet, der kan fange især drenge mellem 9 og 13 år.

Konrads forældre er døde i en flyulykke, og nu bor han på et børnehjem, hvor han slet ikke trives. Det er et gammeldags og meget strengt sted, som mest af alt minder om en kaserne, hvor alt kører meget stramt. Konrad vil gøre alt for at slippe væk. Han ønsker sig ganske enkelt en ny familie. Det er bare ikke nemt at få, for mange voksne vælger desværre robotbørn, fordi det er meget nemmere……

Imidlertid finder Konrad ud af, hvor robotfabrikken ligger. Nyklippet og i sit pæneste tøj stikker han derfor af fra børnehjemmet. Nu vil han prøve at ”spille” robot og forhåbentlig blive købt af et sødt forældrepar, som også gerne må have masser af penge.

Konrad havner hos en familie, som allerede har en ”rigtig” søn, Henrik, og det er desværre en udspekuleret og temmelig usympatisk dreng. Det er ikke småting Konrad udsættes for. Han beslutter sig dog for at holde ud i et stykke tid, for han har fundet ud af, at familien har et propfyldt pengeskab, som han gerne vil have fingrene i, inden han flytter videre.

Heldigvis møder han på et tidspunkt Alice, som også er interesseret i pengeskabet, dog af en anden grund end pengene. De to rotter sig sammen og tager kampen op Henriks modbydeligheder. Om det lykkes dem at slippe væk, må du finde ud af ved at læse bogen.

Morten Dürr: Robotten kan skide, Forlag: Plot          

Anmeldt af Helle Thomsen
Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne

Materialer