Silden bliver storebror
Silden bliver storebror

Silden bliver storebror

28.04.22
Silden er ikke slet ikke en sild, men en dreng på 6 år, som hedder Hugo. Og nu skal han have en lillebror. Men hvor tager det lang tid for den baby at komme ud. Godt han kan vente sammen med farfar. Hyggelig familiehistorie til højtlæsning for børn fra 5 år.

Silden er en tænksom dreng på seks år. I virkeligheden hedder han Hugo Strøm, men hans familie kalder ham aldrig andet end Silden.

Der sker meget i Sildens liv. Små bitte forandringer og store livsændrende begivenheder. Om lidt skal han være storebror. Mens Sildens mor og far er på hospitalet, bliver Silden passet hos farfar. Farfar er en ældre herre, der bor alene med sin ged.

Der sker ikke ret meget hos farfar, og når det nærmest føles som om, tiden er gået i stå, så kan man godt blive ret utålmodig, når man er seks år og bare gerne vil møde sin nye lillebror i en fart.

Det forstår farfar heldigvis godt. Langsomt finder Silden en forståelse for farfars verden. Her skal man aldrig skynde sig. Man må gå i nattøj hele dagen, og de små glæder som hjemmebagte kanelsnegle og fuglenes sang værdsættes højt.

Mens han bader i havet og leger med farfar, vendes store emner som liv, død, venskab og ensomhed. Og med ét er Silden blevet storebror!

Fin og stille historie om de følelser der opstår i forbindelse med at blive storebror. Bogen er en del af en ny serie til oplæsning for børn fra 5 år, der handler om svære forandringer i børns liv. En anden bog i serien er Silden begynder i skole.

Bøgerne er fyldt med fine illustrationer og indbyder i høj grad til en hyggestund i familien.

Anna Ehring: Silden bliver storebror. Turbine, 2022.

Anbefalet af Tanja Christensen
Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne

Materialer