Bare en mor
Bare en mor

Bare en mor

20.06.22
I denne 4. del af serien om Ingrid, vender hun tilbage til den lille ø Barrøy med sin datter Kaja. Krigen er slut, nye tider på vej, og en helt ny ø-boer, den fem-årige Mattis, rækker ud efter Ingrid. Endnu en dejlig læseoplevelse for alle, der holder af nordisk litteratur - og som har fulgt Ingrid gennem de forrige tre bind.

Romanen er fjerde bind i Roy Jacobsens værk om en fiskerfamilies liv på den fiktive nordnorske ø Barrøy i første halvdel af det 20. århundrede. Krigen er slut, nu slås man med følgevirkningerne og arrene efter 2. Verdenskrig.
Det lille samfund skal forholde sig til børn af tyske fædre og tidligere nazi sympatisører - om der skal tilgives eller hævnes. Alle har deres at kæmpe med - også Ingrid, der stadig lever i smertelig uvished om, hvad der blev af Alexander, den russiske krigsfange, der er far til hendes datter, Kaja.

Ingrid, romanens hovedstemme og bærende karakter, er ubetinget en god mor, fordi hun betingelsesløs elsker sine børn, både sin biologiske datter og sin adopterede søn Mattis, med al den angst og bekymring, som følger af det.
Mattis kom til øen som søn af Johannes Hartvisens, ejer af båden, der kommer med post og henter mælk. Båden lægger til i hårdt vejr og Ingrid tager den frysende og søsyge dreng med hjem. Han kan komme med båden hjem næste gang. Men båden forliser, Johannes drukner og Mattis bliver adopteret af Ingrid.

Ingrid er rundet af klippeøen, havet og vejrets selvrådige luner og er ikke sådan at vælte. Hun gør, hvad der skal gøres. Køerne skal malkes, torsken skal tørres, silden skal saltes, høet skal slås, edderfuglenes dun indsamles og fra indimellem tager hun båden til hovedøen for at købe ind.

Hverdagen er fuld af pligter, og både børn og voksne må hjælpe til. Når mændene om vinteren drager til Lofoten for at fiske, er der ekstra travlt for dem, der bliver derhjemme.

Romanen rummer nogle blændende naturbeskrivelser af især havet omkring Barrøy. Bl. a. en oplevelse, da familien på en udflugt fanger en syv-otte meter lang haj og observerer seks endnu større finhvaler.

Romanens tone og stil er neddæmpet, grænsende til det tørt konstaterende. Alt overflødigt er skrællet væk, ordene så få og koncise, som det er muligt for at skabe en realistisk prosa, som skærer helt ind til benet af en tilværelse i naturens vold.
Den tilskårne, enkle stil, som afspejler Ingrids ligefremme tilgang til verden og al dens væsen, forbereder os ikke det mindste på dramaet, romanens afsluttende, chokerende katastrofe, Lofot bådens forlis. Tværtimod, den hugger til, og det er svært at forstå Ingrid ikke bryder sammen, inden hun igen rejser sig, fordi hun skal.

De 4 romaner om Ingrids liv er en fantastisk levnedsbeskrivelse og samtidig en levende beskrivelse af samfundets udvikling i perioden.
Titlerne er: De usynlige, Hvidt hav, Rigels øjne og Bare en mor.
Læs hele serien og nyd de fantastiske beskrivelser både af natur, samfund og mennesker. De kan varmt anbefales.

Roy Jacobsen: Bare en mor. Gyldendal, 2022.

Anbefalet af Kirsten M. Dreier
Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne

Materialer