Det man husker

19.01.16
”Det man husker” er en gribende dannelseshistorie, der ikke handler så meget om Haller som forfatter, men om hans vej dertil. Skarp og nøgtern.

Bent Haller blev født i 1946 i udkanten af Frederikshavn med en far, der var sømand og en mor med dårlige nerver. Faren vendte dog hjem og fik arbejde på værftet, da Bents lillebror blev født syv år senere.

Hallers familie kom fra arbejderklassen, og naturligvis skulle Bent ikke være noget ved musikken, men få sig et respektabelt arbejde ligesom sin far. Faren skaffede ham arbejde på værftet som elektrikerlærling. Sin lærlingetid tilbragte Bent på toilettet med kedeldragten om hælene og skrev i en notesbog eller læste bøger. Da han skulle op til sin svendeprøve, glemte han helt, hvad det var, han skulle i gang med og faldt i staver foran den opgave, han skulle løse. Han dumpede.

Centralt i fortællingen er venskabet med Uffe. Det er første gang, at Bent overhovedet har en ven, og snart bliver han og Uffe uadskillelige. Det er via samværet med Uffe, at det går op for Bent, at han må: »lære at blive så dygtig som muligt til at læse og skrive, ellers ville jeg resten af mit liv være bundet til en verden, andre har skabt.«

Uffe vælger at forsøge sig som maskinarbejder på værftet, hvilket ikke går for godt og da Uffe bliver smidt ud af livgarden for opsætsighed, begynder hans deroute for alvor at tage fart. Uffe melder sig stort set ud af samfundet og får af sine forældre et lille hus, hvor han kan have en hundepension.

Efter elektrikerfadæsen fortsætter Bent selv med livgarden med større held end Uffe og forsøger sig som maler og skulptør.

Men det er, da Bent møder Alice, at tingene begynder at flaske sig. På det tidspunkt var Haller begyndt at skrive og sende romaner til forlagene, som var flittige med afslagene. En dag viser Alice annoncen for Borgens børnebogskonkurrence til sin mand, og Bent ender med at skrive Katamaranen, som vandt prisen.

Da Alice kommer ind i billedet begynder venskabet med Uffe at flade ud. De mødes først igen, mange år senere, efter at Uffe i årevis har undladt at svare på Bents mange breve. Det bliver et meget specielt gensyn.

Bogen har den karakteristiske Haller’ske tone, som med enkle sætninger formår at danne rige billeder og associationer hos læseren.

En herlig beskrivelse af opvæksten og tiden som spirende forfatter, som jeg læste med stor fornøjelse. Skrevet af en ”Haller-fan”.

Bent Haller: Det man husker. - København: Lindhardt og Ringhof, 2015. - 322 sider.

Anmeldt af Kirsten M. Dreier

Materialer