En dødsnat
En dødsnat

En dødsnat

05.07.22
En gårdmandskones dødskamp i barselssengen udløser et virvar af følelser hos familien, især hos de to halvvoksne døtre. Smuk og gribende roman om livet og døden på landet og om at klare sig på trods. Nu filmatiseret.

Marie Bregendahls klassiker ”En dødsnat” fra 1912 har fået ny opmærksomhed, og kan måske få den plads i litteraturhistorien, som den fortjener. Romanen er blevet filmatiseret af Tea Lindeburg og har fået titlen ”Du som er i himlen”. Filmen har høstet stor anerkendelse.

Romanen handler om kvindeliv på landet i sidste del af det 19. århundrede, og bygger på en tragisk hændelse i Marie Bregendahls eget liv. Vi følger 3 generationer af kvinder på en enkelt dag fra tidlig eftermiddag til sen nat. Lise på tretten og de 7 mindre søskende samles om deres højgravide mor, som er i gang med at smøre madpakker til folkene på gården og den store børneflok. Alt ånder fred og idyl, og da fødslen går i gang bliver børnene som sædvanlig sendt ned til bedstemoren, hvor de leger vilde lege uden opsyn. Legene bliver snart afløst af ængstelse og uro for moren, hvis frygtelige skrig tydeligt høres hos børnene. På afstand følger børnene fødslen og moderens dødskamp, og Lise bliver på en enkelt nat til en lille voksen, moderløs og med et stort ansvar for de mindre søskende.

Smuk og gribende roman om livet og døden på landet og om at klare sig på trods.

Marie Bregendahl: En dødsnat. Gladiator, 2021.

Anbefalet af Birte Røn
Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne

Materialer