Instinktet
Instinktet

Instinktet

13.10.21
Amerikansk psykologisk drama om en families skabelse og destruktion, traumer og dysfunktionelle relationer mellem mødre og døtre nedarvet gennem generationer. For læsere af romaner om forældresvigt og barske dramaer om moderrollen.

Blythe og Fox møder hinanden som helt unge universitetsstuderende og forelsker sig hovedkulds i hinanden. Han bliver arkitekt og hun vil skrive og får også mindre ting udgivet. Efter nogle år begynder de at tale om at skulle have børn, og da Blythe er 27 år bliver hun gravid. Datteren Violet bliver født, men den ønskede moderfølelse og kærlighed til barnet udebliver hos Blythe, som havner i en depression. Violet er ikke et nemt barn, og Blythe har store problemer med selvtilliden - hun får ikke meget støtte fra Fox - så samværet med Violet bliver anspændt og konfliktfyldt.

Sideløbende med Blythes fortælling om sin familie og ægteskab hører vi om hendes egen barndom med en følelseskold og afstumpet mor, Cecilia, som forlod familien da Blythe var teenager. Cecilia er selv vokset op med en mor, Etta, som udøvede både fysisk og psykisk vold, og som begik selvmord. Disse tilbageblik giver en forklarende og skræmmende baggrundsviden for, at de tre kvinder alle har været udsat for ting, som gør, at de ikke magter at skabe et trygt og godt hjem for deres døtre.

Efter nogle år føder Blythe sønnen Sam, og denne gang er det helt andre følelser der fylder hende. Hun kan slet ikke få nok af Sam og hun elsker ham betingelsesløst. Violet er også glad for sin lillebror, men Blythe aner alligevel en vis overvågning fra Violets side. Der sker to ulykker som Blythe er overbevist om, at Violet er skyld i, men Fox tror hende ikke, så hun er meget alene med sine tanker om, at Violet er anderledes. Er Violet født ond og uden samvittighed eller er hun fra starten blevet skadet af Blythes manglende kærlighed til hende?

Bogen er hjertegribende og barsk og man føler både med Blythe og med Violet, for er ondskab medfødt eller kulturelt betinget? Sproget er letflydende og med fine personskildringer. Det er den canadiske forfatters debutroman og den er allerede købt til filmatisering.

Ashley Audrain: Instinktet. Hr. Ferdinand 2021.

Anbefalet af Maria Nygaard
Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne

Materialer