Jord og hjerte
Jord og hjerte

Jord og hjerte

19.11.19
" Jord og hjerte" er en jordnær og rørende roman. Fortællingen om den unge tømrer Knud, der flygter til Skotland og får navnet Dane Carpenter.

Mens Knud udvikler sig fra dreng til mand, bliver vi umærkeligt klogere på tidens manglende ligestilling mellem mand og kvinde, de dødelige epidemier, fattigdommen, den skotske arbejderkamp og meget mere.

Knuds barndomshjem er fattigt og børnerigt. Farens stilling som førsteskolelærer i den lille by er respekteret, men ikke indbringende. Alligevel er han ubøjelig, når det gælder sønnernes uddannelse. Knud, der ikke er det mindste boglig, bliver sendt i tømrerlære i nabobyen, da han er 14. Han klarer sig fint, indtil Edith, der tjener samme sted, bliver gravid. Alle forventer selvfølgelig, at han gifter sig med hende, men tanken om at blive bundet gør ham elendig.

Han stikker af og tager hyre som matros på skibet M/ S Lilleborg.
Snart er Knud i Glasgow. Han går i land med sin nye ven Georg og får job på skibsværftet. Kun søsteren Marit får at vide, hvor han befinder sig.

Da Knud rastløst rykker videre og med årene bliver både ægtemand til Emma, far til Mary Ann og jordbesidder, er Marit stadig den eneste hjemmefra, som han betror sig til. Knud fortæller selv sin historie, ærligt og med stor selvindsigt.
På den ene side er han fuldt bevidst om, at hans liv udadtil er lykkeligt. Hans evner som tømrer er værdsat og efterspurgt, han møder kærligheden, får en datter og et hjem med duft af rent linned, roser og suppe.

På den anden side lurer den onde samvittighed hele tiden i baghovedet. Når Marits breve ankommer med små notitser om den søn, som Knud ikke vil vedkende sig, og når han møder de skotske kvinders indtrængende ønske om abort, melder skammen sig.

Vibeke Marx må have rejst rundt i Skotland på research, for naturbeskrivelserne er fantastiske – man føler sig midt i den smukke natur og forstår uden videre Knuds betagelse af det storladne landskab, som matcher hans indre frihedshungrende tilstand.

Vibeke Marx har lagt sig i et virkelig velafstemt litterært spor af fortælling og historie, så et rigt, menneskeligt register trækkes ud i et naturligt samspil med forholdene i begyndelsen af det 20. århundrede.

Personbeskrivelserne er fremragende og går lige til hjertet. Skuffelse, afmagt, glæde og kærlighed strømmer en i måde gennem hele bogen. Jeg kan varmt anbefale bogen til alle.

Vibeke Marx:  Jord og hjerte. – Modtryk, 2019. – Aarhus: Modtryk, 2019. – 334 sider.

Anmeldt af: Kirsten M. Dreier.
Bibliotekar Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne

Materialer