Overleverne
Overleverne

Overleverne

19.07.21
Hvad var det, der skete den skelsættende sommer oppe ved ødegården, som fik en familie til at gå itu? Smuk roman om omsorgssvigt, tragedie og sorg. For alle, der sætter pris på en stærk læseoplevelse, som giver stof til eftertanke.

”Overleverne” er fortællingen om tre brødre, Nils, Benjamin og Pierre. Vi møder dem en sommer, da de er 7, 9 og 13 år og befinder sig på familiens ødegård i Sverige.

Drengene er meget overladt til sig selv, der er ikke megen omsorg fra forældrenes side. Ingen opdager, da de to yngste farer vild i skoven. Da faren giver dem en udfordring, der går ud på at svømme om kap i søen, er de ved at drukne, de kan næsten ikke klare turen, men da de kommer i land, med blå læber og totalt udmattede, er forældrene gået ind, det er som om de har glemt dem.

De er tre meget forskellige drenge, som reagerer forskelligt på den anspændte stemning, der hersker i familien. Storebror Nils lukker familien ude, lægger sig i hængekøjen med musik i ørerne. Benjamin, midterbarnet, har antennerne ude, mærker stemninger, som andre ikke opfatter, glatter ud, trøster. Lillebror Pierre er rastløs, lidt af en vildbasse og en slagsbror.

Forældrene drikker – sidder meget ved et bord nede ved søen og drikker vin. Der er også en episode, hvor de er på restaurant og kører galt på vej hjem, fordi faren kører bil efter at have drukket tæt.

Moren er uligevægtig og drengene ved ikke, hvor de har hende. Hun kan skifte humør på et øjeblik. Det skaber usikkerhed og utryghed.

Familien holder op med at komme i huset efter en ulykke, der ikke siden er blevet talt om.

Nu er der gået 20 år, moren er netop død og har i et efterladt brev bedt drengene tage op til gården og sprede hendes aske.

Kapitlerne skifter mellem tiden, hvor de var børn, og nutiden, hvor vi bevæger os baglæns gennem et døgn, det døgn, hvor de genser ødegården, får talt om nogle svære minder fra barndommen, og kæmper – mod hinanden og mod sig selv.

Som det ofte er med fælles minder, husker brødrene ikke det samme – selv om de var det samme sted på samme tid, er deres erindringer forskellige. Og barndommen har påvirket dem på forskellig måde.

Det her er en mavepuster af en roman om uskyldstab, ensomhed, fortrængninger og skrøbelige familiedynamikker. Langt inde i romanen falder brikkerne pludselig på plads i én enkelt sætning. Måske skal den lige læses et par gange, før den synker ind.
Selvom man som læser ikke har gennemlevet det, der sker for familien i romanen, så beskriver Alex Schulman de sårbare familierelationer oplevet gennem barnets øjne, så det gør ondt langt ind i sjælen.

Alex Schulman: Overleverne. Lindhardt & Ringhof, 2021.

Anbefalet af Kirsten M. Dreier
Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne

Materialer