Sæt en vagtpost ud

28.12.15
26-årige Jean Louise er en selvstændig og uafhængig ung kvinde, der tager borgerrettigheder som en selvfølge og ikke tænker i racer. Men tager så på en ferie i barndomsbyen i Alabama.

Baggrund: Oprindeligt skrev Harper Lee ”Sæt en vagtpost ud” tidligere end ”Dræb ikke en sangfugl”. Bogen foregår midt i 1950erne, men forfatteren blev af sit forlag bedt om, at tage barndomserindringerne ud og skrive en selvstændig roman med udgangspunkt i disse. Det blev til ”Dræb ikke en sangfugl”, som udkom i 1960. Bogen blev hurtigt en moderne amerikansk klassiker om race og retfærdighed i 1930ernes sydstater. Bogen vandt Pulitzer-prisen og er efterfølgende gået sin sejrsgang over det meste af verden.

Scenen er stadig den samme nemlig Maycomb, Alabama og persongalleriet er også velkendt. Jean Louise, der som barn blev kaldet Scout, ankommer som 26-årig med toget til sin barndomsby, for at holde et par ugers ferie. Hun har i de seneste fem år boet i New York, og romanen følger de første dage af hendes ferie, hvor der vendes op og ned på hendes billede af dem hun elsker.

Ved et tilfælde ser hun i sin fars stue en pamflet med en sort mand på forsiden, der er afbilledet som menneskeæder. Hendes far og hendes såkaldte kæreste, viser det sig, er med i bestyrelsen for den lokale afdeling af Citizens Council, der blev grundlagt i 1954 og kæmpede for et raceopdelt USA. Den unge kvindes verden bryder sammen, da hun ikke længere føler, at hun kan stole på sin egen familie. I raseri opsøger hun både onklen og faderen, som begge lader hende rase ud, hvilket gør hende endnu mere tosset.

Først da Jean Louise har fået luft for det hele, begynder de langsomt at stykke en anden beretning sammen end racismens. Faderen og onklen belærer det unge brushoved om, at nok er alle mennesker lige, men man skal gå langsomt frem. Hun belærer til gengæld dem om de uhørte privilegier, den hvide overklasse i Maycomb sidder på.

”Sæt en vagtpost ud” er en rigtig dejlig bog med et flot sprog, men den når ikke helt højderne fra ”Dræb ikke en sangfugl”. Læs den alligevel, for den kan give et godt indblik i den raceproblematik, som til stadighed er et tema i den amerikanske virkelighed.

Harper Lee: Sæt en vagtpost ud. Lindhardt og Ringhof

Anmeldt af Maria Nygaard

Materialer