Villa Havbrise
Villa Havbrise

Villa Havbrise

16.11.20
Sophie har drøn på karrieren i Berlin. Men da hendes mor dør, må hun rejse hjem til Sverige for at overtage en uventet arv. Villa Havbrise er et forfaldent badehotel, som gemmer på både dystre hemmeligheder og ro for sjælen.

Vi møder Sophie som vender hjem fra Berlin hvor hun bor, da moren Mona dør. Hun har arvet badehotellet Villa Havbrise som ligger ved den svenske vestkyst.

Sophie vil helst sælge huset med det samme, men beslutter sig for at sætte det i stand først. Hun annoncerer derfor efter gratis håndværker hjælp. Hun er heldig, så inden længe er hun ikke alene i huset, hun har fået selskab af Isak, som er 63 og kunstmaler. Martin som er jævnaldrende med Sophie og uddannet snedker, og den friske Katja som kan lidt af hvert.

Sophie har egentlig ikke noget ønske om at lære dem at kende, men det er helt umuligt når man bor så tæt, og alle bærer rundt på deres egne små hemmeligheder.

I nabohuset bor den ældre dame Ella som er døv, hun har hele sit liv passet haven for Sophies mor og kendt hendes familie. Ella bærer på en mørk hemmelighed om Sophie, som lidt efter lidt igennem bogen bliver fortalt igennem en dukke som hun placerer specielle steder i haven med små citater om halsen.

Bogen er en hyggelig og god roman. Jeg er vild med de billeder som poppede op i mit hoved. Man er ikke i tvivl om hvordan der ser ud i Villa Havbrise, med de flotte tapeter og malede vægge, og turen rundt i haven med de smukke blomster, og vidunderlige dufte.

Man kommer til at holde af personerne, og føler med dem i forhold til deres problemer. De er alle med til at gøre bogen til en virkelig god læseoplevelse. Jeg blev overrasket flere gange i bogen, og havde svært ved ikke lige at læse et kapitel mere. Er man til en hyggelig, overraskende feel good roman, kan jeg varmt anbefale Villa Havbrise af Caroline Säfstrand – jeg glæder mig til at læse mere fra hende.

Caroline Säfstrand: Villa Havbrise, Strawberry Forlag 2020

Anbefalet af Annette Nygaard
Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne

Materialer