Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Mystik og gys på Fanø. Farmorens store hus viser sig at rumme dystre hemmeligheder, da arvingen Emma Frost flytter ind med to børn og en række slumrende minder, der pludselig vækkes til live. Et neglebidende, hurtigt læst gys for især kvindelige gyserfans

Beskrivelse

Krimiforfatter Therese Philipsen bor nu i USA og har skabt sig bestsellerstatus med en flok gyser-thrillers under forfatternavnet Willow Rose. Denne udgivelse er den første i en ny serie om Emma Frost, som vi møder på Fanø. Fra sin nærmest ukendte farmor har hun arvet et kæmpestort hus, som hun flytter ind i med vrangvillig teenagedatter og lille autistisk søn. Så begynder der at ske mystiske ting omkring hende, der involverer blodige drab på ældre velhavende kvinder, aggressive sjældne edderkopper og en fortid, der rykker tættere på. Parallelt med nutidshistorien fortælles nemlig om Astrid og sønnen Sebastian, der i 1970'erne igennem flere år holdes indespærret i en kælder. De to historier flettes sammen med Emma som bindeled

Vurdering

Personbeskrivelsen og Fanø som lokation har ikke det største fokus i denne korte gyser-thriller med hævnmotiv. Derimod ophobes effekter i rigelige mængder som fx kannibalisme, makabre blodige drab, en vanvittig præst, edderkopper der myldrer og bider, en kvinde der indespærrer gravid teenager, som føder alene og efter syv år dør af sult. Indtrykket er en tætpakket, effektsøgende og hurtigt læst krimi-gyser

Andre bøger om samme emne

Genrens mestre er stadig Stephen King og Dean Koontz