Læs med dit barn - Fem gode råd

Hvordan du får dit barn til at læse mere...

1. Tal med barnet om barnets interesser.

Al glæde og lyst ved at læse starter med interesse, ikke ved tvang. Hvis en fodboldtosset knægt får stukket en tekst om Messi i hånden, så læser han den sikkert.
 

2. Gå på biblioteket sammen.

Få anbefalinger fra bibliotekaren og se de nyeste bøger på boglisterne. Lad - vigtigst af alt - barnet vælge selv. Gør det allerede, mens barnet er lille. Man ved, at jo tidligere de starter med at læse, jo nemmere er det også at få dem til at fastholde læsningen. Find også gerne bøger, I kan dele sammen - højtlæsning kan være stimulerende for læseglæden.
 

3. Bred paletten af medier ud. 

Læsning kan foregå i mange medier. Kombiner læsningen med billeder, tegninger, lyd og lignende. 
 

4. Lad barnet lytte til lydbøger. 

Så læser det ikke med øjnene, men med ørerne. Barnet danner billeder, får en forståelse for historiers opbygning og et større ordforråd. Og måske ender det med, selv at læse den næste bog i serien.
 

5. Gør det socialt og vær en rollemodel.

Vis, at det også kan være sejt, brugbart, sjovt, spændende og lærerigt at læse. Børn kan også være rollemodeller for hinanden. Meld barnet ind i en bogklub eller få det til at læse den samme bog som kammeraterne.