Børnevalget 2025 – stemmerne er talt op
Børnevalget er nu slut, og stemmerne er blevet talt op her i Ringkøbing-Skjern Kommune. I alt modtog vi 141 gyldige stemmer fordelt på de fem biblioteker – tusind tak til alle de børn, der deltog og var med til at sætte deres præg på demokratiet.
Af biblioteket
Så snart det landsdækkende resultat er klar, deler vi det naturligvis her på siden.
Demokrati på børnenes præmisser
Børnevalget er mere end bare sjov og ballade. Det er en legende og lærerig introduktion til demokratiets grundprincipper, hvor børn får en smagsprøve på, hvordan det føles at tage stilling og afgive sin stemme. Et vigtigt skridt på vejen til demokratisk dannelse.
Børnevalget arrangeres af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med folkebiblioteker over hele landet. Så tag dit barn i hånden, og kig forbi det lokale børnebibliotek fra den 27. oktober, hvor kandidaterne afsløres – stemmeboksen venter!
Stemningen er sat. Bøgerne er klar. Og børnene? De er Børnevalgets hovedpersoner, og der kan de fleste steder stemmes helt frem til den 18. november, når kommunalvalget afholdes.