Litteratur

Verdens poesidag: Fokus på folkeviser

Interessen for fællesskaber med rødder i dansk folketradition er stigende. Her sætter vi fokus på folkeviserne i anledning af Verdens poesidag den 21. marts.

Af biblioteket

Fællesdans, folkemusikfestivaler og nu også... folkeviser? Interessen for fællesskaber med rødder i dansk folketradition er støt stigende.

Folkets viser

De danske folkeviser er en solid del af vores kulturarv, og de fleste har nok stiftet bekendtskab med enten riddervisen om Ebbe Skammelsøn eller måske en farverig tryllevise om elvere og andre naturvæsener.

Viserne har en plads i folkeskolens obligatoriske kanon og opfattes som udtryk for noget specifikt nationalt eller nordisk, som sætter ord på en fælles identitet. Og selvom folkeviserne fortsat synges og bringer os sammen i dag, er deres egen tilblivelseshistorie broget, og det er værd at gøre sig klog på den.

Hvor (eller hvem) stammer folkeviserne fra?

Folkeviserne er ikke litteratur, som vi almindeligvis kender den – altså med ét specifikt værk skrevet af én enkelt forfatter fra et særligt sted. For når det kommer til folkeviserne, har vi at gøre med en slags anonyme, kollektive tekster, som er resultatet af et komplekst fletværk, der strækker sig på tværs af geografi og generationer.

Helt fra den tidlige middelalder er folkeviserne nemlig blevet overleveret mundtligt gennem fællessang, hvorefter de blev skrevet ned af 1500-tallets adelsfolk for sidenhen at blive udgivet under – og ikke mindst påvirket af – 1800-tallets romantiske folkeåndsprojekt. Og den rejse har resulteret i en særdeles sammensat form for litteratur, der er svær at placere litteraturhistorisk.

Drift, drab og drama

Selvom folkevisernes ophav er svært at blive klog på, betyder det ikke, at vi har at gøre med dårlig poesi. De fleste folkeviser byder nemlig på fantasifulde universer og almengyldige tematikker om alt det, der driver os mennesker, eksempelvis kærlighed, ære og slægt. Og måske er det også derfor, at vi fortsat kan spejle os i dem i dag. Ikke blot som enkelte værker, men netop som en slags fælles stemme, en stærk poesi, som vi stadig synger med på.

Se med i videoen nedenfor, og bliv klogere på folkevisernes vilde univers.