Musik

Mød komponisten Ludovico Einaudi på Medici.tv

Måske kender du allerede Ludovico Einaudis musik - eller måske har du hørt den uden at vide det. Den populære italienske komponist har med sin særprægede og simple stil taget verden med storm. Dyk ned i hans univers på Medici.tv.

Af biblioteket

Tags

Musik
Foto af Ludovico Einaudi
Foto: Tasnim News Agency

Den italienske komponist og pianist Ludovico Einaudi (f. 1955) tog sin musikalske uddannelse på konservatoriet i Milano. Han fulgte ikke den slagne klassiske vej, men lod sig undervejs inspirere af mange forskellige musikalske genrer og skabte et særegent og til tider udskældt udtryk, som også har gjort ham til en verdensberømt og meget populær komponist.

Se Einaudi på Medici.tv

Du kan møde Einaudi i flere former på Medici.tv, bl.a. i en skøn koncertoptagelse, hvor han fremfører sange fra sit album "In a Time Lapse" samt andre af hans afholdte værker. Du finder desuden dokumentaren "The Sound Weavers", som stiller skarpt på nogle af de nyklassiske superstjerner, der kombinerer genrer og udtryk på nye måder i en søgen efter en idyllisk, musikalsk verden.

In a Time Lapse

I denne koncertoptagelse møder Einaudis stemningsfulde musik de smukke omgivelser i Caracalla-badene i Rom. Programmet byder primært på stykker fra hans album fra 2013, "In a Time Lapse", samt uddrag fra "Divenire", "Nightbook" og "Le Onde". 

Einaudi og hans syvmandsorkester starter aftenen i et roligt tempo, og publikum bliver forkælet med genfortolkninger af nogle af Einaudis mest berømte værker, f.eks. "Fly" fra den franske blockbusterfilm "De urørlige". 

Koncerten fremkalder præcis den blanding af glæde og melankoli, der kendetegner Einaudi – og her bliver den tilmed forstærket af det gennemtænkte lysdesign, der skaber en intim atmosfære i de årtusindgamle ruiner.

Foto af Einaudi fra koncerten
Foto: Medici.tv

The Sound Weavers

I krydsfeltet mellem klassisk musik og pop finder man neoklassikken, karakteriseret ved sine bløde og enkle harmonier. For nogle er den enkle musik den direkte vej til følelserne, mens andre mener, at det er en udvanding af de musikalske standarder i den klassiske musik. Genren er overraskende populær på moderne streamingtjenester, men hvorfor?

I dokumentaren "The Sound Weavers" udforskes den neoklassiske musik, og med viden fra sociologer, neuroforskere og nogle af genrens superstjerner undersøger filmen, hvad det er, der tiltrækker publikum - og så er den et fascinerende indblik i en række store kunstnere eller "lydvævere": Ludovico Einaudi, Volker Bertelmann (også kendt som Hauschka), Joep Beving og Hania Rani.

Stillbillede fra filmen Sound Weavers
Foto: Medici.tv

En musikalsk kamæleon

Einaudi klandres af nogle for at være en uinspireret og mangelfuld pianist, for at introducere for mange pop-elementer i et klassisk funderet rum, for at være simpel og fordummende emotionel – men. Andre vil finde musikken dragende, kompositionerne minimalistiske og indbydende og orkestreringen barberet for alt fedt og fyld for til sidst at efterlade, hvad der af Einaudi findes nødvendigt for at opnå den følelse, han søger i musikken. 

Når vi ser på hans udgivelser gennem tiden, placeres nogle i new age, nogle i pop, nogle (ganske forsigtigt) under klassisk klaver, og andre falder endda ind under guidet meditation. 

På landets bibliotekers musikafdelinger har han også givet mangt en bibliotekar grå hår i hovedet, og det meste af hans musik i samlingen befinder sig lige nu under genren ”underholdning”, simpelthen fordi det er svært at afgøre, hvor en sådan kamelæon af en komponist skal bo i en musiksamling.

Filmkomponisten

Einaudi har, foruden sine egne udgivelser, også haft en lang karriere som filmkomponist, hvilket nok er et af de steder, flest folk er stødt på ham. Hvis du vil høre en enkelt sang, der virkelig viser hans stil, kan du søge efter sangen ”Una Mattina” som er fra den fornøjelige franske film "De Urørlige" fra 2011. En simpel klaverkomposition der søger at fange både de høje og lave øjeblikke i filmen og de liv, den fortæller om.

Om man er til Einaudis stil eller ej, så kan rækkevidden af hans oeuvre ikke underkendes. Han er en komponist, der i særdeleshed har mejslet sin egen statue i musikkens haller – for nogle for simpel, for andre en komponist, der virkelig forstår at fange følelsernes natur på få tangenter.