Nyhedsbrev til læsekredse

TID TIL LÆSNING
Nyhedsbrev til læsekredse og andre læselystne

Hvad nu hvis?

Et spørgsmål, litteraturen ofte stiller.

Vi ser det for eksempel i Maren Uthaugs dystopiske romaner ”11%” og ”88%” og måske i efteråret, når den afsluttende ”1%” udkommer. 

Hvad nu hvis vi forestiller os et samfund, hvor mænd opdrættes i særlige centre og udelukkende bruges til avl. Hvor præstekvinder får kontakt med Moderen gennem slangebiddets gift, og den daglige orgasme kan findes hos de kvindelige mandemænd med strap-ons. 

Det er ikke sikkert, at Uthaugs univers ligefrem tiltaler os, men forestillingen om en anden verden kan være grunden til, at vi læser. Om det er drømmen om mildere himmelstrøg, en krigsfri verden, et kig ind i en anden kultur, eller måske ligefrem en verden så ekstrem, at man kommer til at holde mere af sin egen … Mulighederne er uendelige. 

Vi sniger os til et ophold i den alternative verden, bogen tilbyder os, inden virkeligheden atter banker på. 

Det kommende år bliver temaet FANTASI omdrejningspunktet for en stor del af Ringkøbing-Skjern Bibliotekernes arrangementer og tiltag. 

I nyhedsbrevet finder I en masse inspiration til nye læseoplevelser, et overblik over vores læsekredsposer og litterære arrangementer. 

Tag også et kig på Opslagstavlen … fra læser til læser.

God fornøjelse.

Tags

Aktuelt