Reglement
Alle kan benytte bibliotekets forskellige tilbud
Dit sygesikringsbevis/sundhedskort fungerer som lånerkort på biblioteket.
Børn under 18 år skal have forældres/værges tilladelse for at blive oprettet som låner.
Låneret og lånerkort
- Alle kan benytte bibliotekets forskellige tilbud, de digitale tilbud kræver dog, at du bor i kommunen.
- Bibliotekets tilbud er normalt gratis, men for visse ydelser kan der kræves betaling eller depositum.
- Du skal registreres med dit sundhedskort for at bruge biblioteket. Dit sundhedskort fungerer som lånerkort på biblioteket.
- Børn/unge under 18 år skal have forældres tilladelse for at kunne låne, og de kan få et børnelånerkort eller anvende app'en Biblioteket.
Medbring dit kort når du vil låne, og lad ikke andre låne på dit kort.
Mister du dit kort, skal du hurtigst muligt meddele det til biblioteket.
Herefter spærres der for yderligere lån, så misbrug kan forhindres.
Husk at give besked til biblioteket, hvis du ændrer e-mailadresse eller mobilnummer.
Opdatering af dine oplysninger
Det er dit ansvar at opdatere oplysninger som fx e-mail adresse og/eller mobilnummer, som du har oplyst biblioteket, så disse altid er korrekte. Du kan opdatere dine kontaktoplysninger under din profil på hjemmesiden, når du er logget ind eller ved henvendelse på biblioteket.
Pinkode
- Du skal have en pinkode til dit kort.
- For at få en pinkode skal du henvende dig til biblioteket, eller du kan registrere dig selv med MitID på riskbib.dk/opret-bruger
- Du skal bruge pinkoden, hvis du selv vil bestille, reservere og forny eller se din udlånsstatus på bibliotekets hjemmeside eller app.
- Pinkoden skal også bruges, når du låner på selvbetjenings-automaten og til at komme ind i det ubetjente bibliotek.
Glemt pinkode
Har du glemt pinkoden til selvbetjening, kan du oprette en ny ved at logge ind på riskbib.dk med MitID og ændre koden under din lånerprofil eller ved, at du personligt henvender dig på et bibliotek.
Ved personlig henvendelse skal du medbringe legitimation som sundhedskort, pas eller kørekort.
Lånetid
- Lånetiden er normalt 30 dage, der kan dog være kortere lånetid på enkelte ting.
- Lånet kan forlænges, hvis dine lån ikke er bestilt af andre (gælder ikke kviklån).
- Du kan først forny dine lån, når der er 7 dage eller mindre til de skal afleveres.
- Man kan højst forny 4 gange.
- Ved lån fra andre biblioteker gælder reglerne fra disse biblioteker.
- Du kan ikke låne aviser, læsesalsbøger og det nyeste nummer af magasiner og blade.
Registrering af lån - dit ansvar
Du registrerer selv dine lån på selvbetjeningsautomaten. Du kan få en kvittering, der viser, hvad du har lånt, og hvornår det skal afleveres. Når du afleverer i bibliotekets selvbetjeningsautomat, er det dit ansvar, at dine lån er registreret afleveret.
- Du kan afslutte lån/aflevering med en papirkvittering eller få kvittering pr. e-mail, der viser, hvad du har lånt/afleveret.
Ansvar for det lånte
Du har ansvaret for det, der er lånt på dit kort. Hvis dine lån bliver beskadiget eller bliver væk, skal du betale erstatning.
Erstatningsprisen vil normalt være bibliotekets indkøbspris plus et tillæg til klargøring. Flerbindsværker kan kræves fuldstændig erstattet. Ved erstatning af av-materialer (DVD, PC-spil mm.) inkluderer erstatningsbeløbet også licensrettigheder.
Krav om erstatning gælder både for voksen og børnelånere.
Når du afleverer lån, der er udsendt regning på, skal du ikke erstatte det men kun betale gebyret.
Finder du det erstattede materiale igen, vil du ikke få erstatningsbeløbet refunderet. Du kan beholde materialet.
På eget ansvar - av-materialer (MP3, DVD, PC-spil mm.)
Biblioteket påtager sig intet ansvar, hvis lånte materialer beskadiger din pc, programmer eller afspilningsudstyr. Du er selv ansvarlig for at se materialet igennem for fejl og mangler inden du låner og afleverer materialet.
Overskridelse af lånetiden
Overskrider du lånetiden, skal du betale gebyr efter gældende takst (se takster)
Du skal betale gebyr for overskridelse af lånetiden, også selv om der ikke er sendt en advis via e-mail, SMS eller Push-besked på App tre dage før udløb af lånetiden eller en hjemkaldelse til dig. Du har selv ansvar for at sikre at du afleverer til tiden.
Erstatning
Hvis du ikke har afleveret et materiale 22 dage efter lånetidens udløb, betragter biblioteket det som bortkommet. Bortkommet eller beskadiget biblioteksmateriale skal du erstatte med en erstatningspris. Læs mere om erstatninger her.
Servicemeddelelser via sms og e-mail
Når du bliver oprettet som bruger af biblioteket og oplyser e-mail adresse eller mobilnummer, accepterer du at modtage servicemeddelelser om lån, bestillinger, reserveringer og om din egen brug af bibliotekernes forskellige tjenester. Læs mere om hvordan biblioteket bruger dine data.
Tab af låneret
Skylder du biblioteket 200 kr. eller derover i gebyrer og/eller erstatninger, bliver du blokeret for at låne, indtil gælden er betalt.
Tavshedspligt
Bibliotekets personale har tavshedspligt med hensyn til din benyttelse af biblioteket. Det gælder både dine lån, reserveringer og bestillinger fra andre biblioteker.
Hvad må biblioteket registrere?
I lånerregistret er du registreret med navn, adresse, cpr-nr. tlf. nr. og e-mailadresse. Du er altid velkommen til at få en kopi af de oplysninger, biblioteket har om dig i lånerregistret. Biblioteket registrerer det, du låner, og opbevarer oplysningerne om dine lån i 30 dage, efter de er afleveret, eller eventuelle gebyrer er betalt. Derefter slettes alle oplysninger om dine lån. Læs mere om hvordan biblioteket bruger dine data.
Bibliotekerne er videoovervågede ...
og der er tyverisikring ved udgangene.