Læsehunden Freja og læsehundeføreren Susanna Kristensen
Læsehunden Freja og læsehundeføreren Susanna Kristensen

Kender du et barn, som har svært ved at læse?

04.01.22
Det kan være svært at holde motivationen. Selvom læsekoden er knækket, kan læsningen godt være uoverskuelig. Løsningen på læsningen er ikke en superhelt med kappe – men det er en læsehund med pels!

BIBLIOTEKETS KLUMME UGE 51 2021
Skrevet af børnekulturformidler Rikke Duborg Mortensen, Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne

Det er helt normalt at nogle børn i 1. til 5. klasse mister lysten til at læse, eller at de har en læseudfordring. Ca. 15% bøvler med bøgerne eller synes at højtlæsning i klassen er svært. På biblioteket har vi derfor allieret os med en pelset hjælper til netop de børn. En læsehund skaber ro og nærvær i læsestunden med barnet, den retter ikke og blander sig ikke, men giver tillid og tryghed. Barnet vil efter et forløb med læsehunden opleve, at det hårde pres på læsningen forsvinder, når der ikke er nogen krav fra lytteren. Det giver nogle positive oplevelser med læsningen, når der skabes en afslappet læsestund med en læsehund.

Læsehunde er udvalgt til at være rolige og omgængelige hunde, som er klar på at lytte til eventyr og historier. Læsehundeføren kan hjælpe med at finde den rette bog til barnets niveau, så det bliver en positiv læseoplevelse. Efter 20-30 minutter, når læsehunden har fået lyttet til dejlige fortællinger sluttes der af med nogle sjove hundetricks og godbidder. Inden læseforløbet på ca. seks uger er slut giver, måske, både hunden og læsningen pote.

Læsehunden Freja og læsehundeføreren Susanna Kristensen

Mød læsehunden Freja på Skjern Bibliotek…

Freja er af racen Dansk Spids, og hun er fem år gammel. Hun står klar som læsehund på Skjern Bibliotek med sin ejer Susanna fra starten af 2022

Freja er certificeret læsehund. Hun er et rigtig snakkehoved, som nok gerne vil fortælle en masse, når I mødes. Hun er dog også et puttehoved, som gerne lægger an til at hygge og putte mens hun lytter. Freja har en dejlig pels, og det er beroligende at sidde og ae hende. Noget af det Freja elsker allermest er, hvis der er nogen, der vil træne lidt med hende efter læsningen, så hun kan få nogle lækre godbidder. Hun håber på at få en masse nye venner på biblioteket, som vil læse sammen med hende og måske give en godbid for at se nogle af hendes fine tricks.

www.laesehunde.dk

Om læsehunde

En læsehund er en venlig og børneglad hund, der motiverer børn til at læse, ved at lytte tålmodigt og interesseret til alverdens historier.

En læsehund er med til at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse, og resultatet er øget læselyst og selvtillid.

En læsehund er godkendt og certificeret til at arbejde på biblioteker med netop denne opgave.

Det er gratis at modtage hjælp fra en læsehund.

Kender du et barn, som har brug for at læse for læsehunden Freja?

Så kontakt Skjern Bibliotek: Rikke Duborg Mortensen. Mobil: 99 74 26 43, e-mail: rikke.j.mortensen@rksk.dk for at tilmelde et forløb eller for at høre mere.

Du kan også læse mere om læsehunde på Foreningen Læsehundes hjemmeside www.laesehunde.dk

Vi ses til gode læsestunder på Skjern Bibliotek.

Ringkøbing-Skjern Bibliotekernes logo

OBS! Indholdet i klummerne beskriver aktuelle bibliotekstilbud den pågældende dato eller periode. Det kan betyde, at omtalte bibliotekstilbud eller arrangementer ikke længere er aktuelle. Det har dog i flere tilfælde ingen betydning for klummens og tilbuddenes gyldighed. Kontakt endelig dit lokale bibliotek ved spørgsmål om omtalte bibliotekstilbud. Find dit lokale bibliotek lige her >>

Materialer