Bastarden - ny dansk storfilm baseret på Ida Jessens roman

06.10.23
Romanen 'Kaptajnen og Ann Barbara' er inspireret af virkelige personer og begivenheder om opdyrkningen af heden midt i 1700-tallet.

Ida Jessens uforglemmelige fortælling kan nu ses i biografen filmatiseret under titlen 'Bastarden' med Mads Mikkelsen i hovedrollen.

Reserver 'Kaptajnen og Ann Barbara' her

Litteratursiden anmelder:

"Ida Jessen udfolder i romanen en i dag ret ukendt fortælling om hedens opdyrkning og om vilkår og udvikling i 1700-tallets Danmark. Den 54-årige tyske kaptajn Ludwig von Kahlen slår sig ned det mest trøstesløse sted sydvest for Viborg, bygger et hus og går i krig med den umulige opgave at opdyrke heden.

Kaptajnen er stærk, stolt og stædig. En dag flytter også den unge kvinde Ann Barbara ind, og en lille taterpige bliver efterladt af sin far. Den onde landsdommer og herremand Schinkel gør alt for at chikanere projektet. Heden, der er fint lyrisk beskrevet i al sin vælde, gør også modstand. Dramaerne ruller, og spændingerne stiger.

'Kaptajnen og Ann Barbara' er en storslået roman, skrevet med indsigt og indlevelse i en stram prosa, der understreger de gådefulde karakterer og tidens brutalitet. Hvor kom de fra, og hvad drev dem?

Romanen er inspireret af virkelige personer og begivenheder om opdyrkningen af heden midt i 1700-tallet. Frederik d. 5 inviterede tyskere til at opdyrke heden med løfte om gratis jord og skattefri indtægter.

Kolonierne blev bl.a. oprettet i Alheden omkring Grønhøj og Havredal, hvor romanen foregår. Tyskerne medbragte kartoflen og blev efterfølgende kaldt kartoffeltyskere. Mange rejste tilbage igen, da opgaven nærmede sig det umenneskelige."

Læs den fulde anmeldelse på Litteratursiden

'Bastarden' er instrueret af Nikolaj Arcel og er allerede spået gode Oscar-chancer af førende filmmedier.

Foto: Henrik Ohsten.

Materialer